Pressemeddelelse.
 


Jubilæumsudvalget ved Kølvrå Skole, som har været i arbejde siden sidste sommer, har her efter påske holdt møde og kunne ved den lejlighed glæde sig over, at der er tilmeldt over 600 tidligere elever og ansatte til festen lørdag den 24. maj. Det er et overordentlig dejligt resultat. Skulle nogen være kommet for sent kan det nås endnu, hvis man er hurtig til at henvende sig. Udvalget er indstillet på løbende at samle op en uges tid endnu.

Festen starter med, at skolen er åben fra kl. 16.00. Her vil man kunne samles med sin årgang i dertil anviste klasselokaler og påbegynde samtalen om skoleminder. Den store præsentation af skolen gennem 50 år, som Inger Merstrand lavede til skolens reception den 10. april, vil naturligvis også være udstillet.

Derudover vil skolen være præget af de nuværende elevers arbejde med Astrid Lindgrens dejlige historier. I 2 uger op til skolefesten den 8. maj arbejder eleverne på at forvandle skolen til det univers, som rummer Pippi, Emil, Ronja Røverdatter og brødrene Løvehjerte.

Fra kl. 18.00 fortsætter festen i et stort telt på idrætspladsen. Her vil alle blive bespist med lækker mad fra Superbrugsen i Karup. I dagens anledning vil kunne købes vin med særlig fremstillet jubilæumsetiket, ligesom ark med jubilæumsmærker, der viser 28 af elevernes tegninger, kan erhverves. Skolekoret vil synge, borgmester Kjeld Merstrand vil tale, og Palmehaveorkesteret vil underholde. Derudover vil der blive plads til spontane indslag, som vil blive styret af tidligere skoleinspektør Jørn Birkeholm, der har lovet at være konferencier.

Det hele vil blive optaget på video af brødrene Mogensen, som begge er tidligere elever. Videoen vil kunne bestilles til levering.